Nordisk Morris Minor Lager A/S

Sri Lanka

juni 2008

Når jeg som nu sidder på verandaen og nyder tilværelsen med en kop te, en pibe tobak og min laptop er det svært at forstå at situationen er kritisk flere steder hernede.

Solen skinner og afløses af en regnbyge. Fuglene synger, aberne skændes og der er de sædvanlige lyde. Der er en fugl der mjaver akkurat som en kat og jeg er blevet snydt flere gange inden jeg fandt ud af at det var en fugl.

Næsten daglig hører og læser jeg om bombeeksplosioner i tog og busser med mange døde og tilskadekomne. Det er regntid og nogle steder har det regnet så voldsomt at der er oversvømmelser og jordskred. Mange er dræbt og flere tusinde er blevet hjemløse.

Det påvirker selvfølgelig også mig, men da jeg kun færdes i omegnen af fabrikken og bungalowen føler jeg ikke at det er farligt. Når jeg skal til lufthavnen foregår det med taxa og jeg tror ikke der er speciel stor risiko. Vi kan dog få et problem hvis det regner kraftigt på tirsdag når jeg skal hjem da et stykke af vejen 6 km fra lufthavnen har været oversvømmet flere gange. Skulle det ske må jeg af sted meget tidligt, så jeg kan nå frem til tiden.

På fabrikken går det stille og roligt fremad; lidt for stille efter vores målestok.

building
Ny værkstedsbygning færdig om et par måneder.

Når denne bygning er færdig flytter nogle af aktiviteterne fra andre steder og der bliver bedre plads der. Bygningen er på 180 kvadratmeter og kommer til at koste ca. 80.000 kroner. Det er en anden pris end det vi kender i Danmark.


Renovation

Det meste bliver udskiftet når et førerhus bliver renoveret. Her kan du se hvordan der ser ud inde bag ved inderskærmen. Læg mærke til at der er to hulrum bag støddæmper tværvangen der skal have beskyttelse mod rust.


Denne gang har jeg lavet en video for at reklamere for Morris Minor og fabrikken. Det er første gang jeg prøver det og når jeg ser den sker det af og til at jeg krummer tæer. Det er absolut ikke professionelt arbejde, men det gør ikke så meget. Det er emnet der tæller.

Jeg håber jeg kan blive bedre til det. Der er muligheder i det. Den bliver lagt ud på YouTube, så du kan selv se resultatet. Kvaliteten på YouTube er ikke så god, så jeg vil lave nogle kopier, så du kan købe en DVD hvis du skulle ønske det.

Hilsen
Anton